Nyheder/Meddelser / Beskæring af hække, buske og træer

Beskæring af hække, buske og træer

                                            
Nedenstående uddrag af en artikel i Bolius giver et godt billede af, hvordan man skal beskære sin hæk, træer og buske. Bestyrelsen i grundejerforeningen ønsker ikke at agere "vejpoliti" over for vores medlemmer, men henstiller til, at alle overholder Hegnslovens bestemmelser om beskæring af hække, buske og træer, således at der er plads til fri færdsel for fodgængere og barnevogne.
Vi siger vel ikke for meget ved at sige, at der er plads til forbedringerne ved nogle af vores fortove. Så sørg for, at hækken er klippet ind til skel, og at der er minimum 2,8 m op til træer og buske.
                                      UDDRAG AF ARTIKEL I BOLIUS
 
 
Må naboens hæk vokse ud på fortovet?
Gåturen ned af villavejen kan blive et rent forhindringsløb med grene og hække, der vokser ud på fortov og vej. Se her, hvilke regler der gælder,og hvad du kan gøre.
Vokser naboens hæk ud over skellet og ud på fortovet, kan du bede ham klippe den
med henvisning til Hegnsloven.
 
Hvor meget må træer og hække rage ud på fortovet?
Hække og hegn, der vokser ud til vejen, må som udgangspunkt ikke overskride skellinjen. Det siger Hegnsloven.
Et træ eller anden beplantning må dog godt rage ud over et offentligt fortov, hvis der er 2,80 meter fra jorden op til grenene. Hvis beplantningen rager ud over kørebanen, skal der være minimum 4,25 meters frihøjde.
 
Hvordan bør træer, hæk og buske beskæres?
•  Du skal beskære din beplantning tilbage til din ejendoms skel
•  Du skal beskære, så der altid er en frihøjde over fortove, cykelstier og rabatter på       2,8 m. Over kørebanen skal frihøjden være mindst 4,25 m
•  Vejbelysning, vejskilte, brandhaner og postkasser skal altid være synlige og                 tilgængelige.
 
Kan du gøre noget ved det?
Bliver du generet af vildtvoksende hække eller træer på din vej, kan du i første omgang bede ejeren af beplantningen om at beskære den på en måde, så fortov, cykelsti og lignende igen kommer fri.
Hvis I ikke kan blive enige om, hvordan beplantningen skal klippes til, kan du kontakte din kommune. Kommunen kan så pålægge ejermanden at klippe beplantningen inden en bestemt frist med hjemmel i Vejloven eller Privatvejsloven.
Kommunen kan lade arbejdet udføre for ejerens regning, hvis vejmyndighedens krav ikke efterkommes inden for en fastsat frist.