Nyheder/Meddelser / Vejfest 2016
For første gang i mands minde blev der afholdt vejfest i Grundejerforeningen Corneliussens Villaby lørdag den 20. august 2016.
69 glade naboer - heraf 22 børn - mødte op med godt humør i de opsatte telte på Vegas Alle kl. 14.
Den opstillede hoppeborg i form af et kæmpemæssigt insekt gjorde stor lykke hos børnene ligesom slush-ice og popcorn maskinerne var et hit - kun begrænset af forældre, når de mente børnene havde fået nok.
De lækre hjemmebagte kager var populært tilbehør til kaffen og sodavand både hos børn og voksne.
Ved aftentide blev de store webere tændt, og der blev grillet pølser og kylling med brød, kartoffel- og bønnesalat. Alt sammen meget lækkert!
5 kroners baren var velbesøgt, og der blev langet masser af øl, vand og vin over disken af de veloplagte "tjenere".
Efter spisningen var der rig lejlighed til at hygge og snakken gik livligt til over midnat.
Vejfesten blev en succes, der er værd at gentage i årene fremover.
Bestyrelsen vil her gerne takke festudvalget for deres store indsats både før, under og efter vejfesten. Uden deres store engagement, fantasi og arbejdsindsats var festen aldrig blevet den succes og gode oplevelse den blev.