Love for Grundejerforeningen Corneliussens Villaby

§1: Foreningen er stiftet den 28. oktober 1920. Dens navn er ”Grundejerforeningen Corneliussens Villaby". Dens hjemsted er Tårnby.

§2: Foreningens medlemmer er ejere af parceller udstykket af matr. nr 8c, 8e, og 81 af Løjtegård omfattende veje: Amager Landevej lige numre fra 152 -164. Gemmas Alle, alle parceller fra 1 - 21 og 2 - 20. Endvidere Uranus Alle fra nr. 7 - 9 og 16 - 20, samt Vegas Alle fra nummer 3 - 23 og 4 - 20. Ejerne skal iflg. købsaftale eller skøde være pligtige til at være medlem af foreningen. Ethvert ejerskifte skal anmeldes til foreningen senest 3 måneder efter tinglysning og ejerskifte.

§3: Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser i fælles anliggender, herunder veje.

§4: Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Kontingent betales 1 gang årligt. Formand og kasserer er friholdt for betaling af kontingent. Betalingsmåde fastsættes af bestyrelsen. Undlader et medlem at betale kontingent, rykkes vedkommende gennem anbefalet brev op til to gange for beløbet inkl. rykkergebyr på kr. 100,- pr. rykker. Undlader vedkommende fremdeles at betale, skal bestyrelsen lade beløbet overgå til inkasso og medlemmet er pligtig at betale alle hermed forbundne omkostninger.

§5: Ethvert medlem er pligtig til at overholde de bestemmelser, der af bestyrelsen træffes til god ordens opretholdelse på arealet. Bestyrelsen tager beslutning om hvorledes, der skal forholdes over for medlemmer, der ikke overholder givne ordensbestemmelser eller overtræder de i købsaftalen indeholdte servitutter, for hvilke foreningen har påtaleret. Er et medlem utilfreds med bestyrelsens beslutning, kan medlemmet forlange sagen forelagt den første ordinære generalforsamling, der så træffer endelig afgørelse. Medlemmet er pligtig at rette sig efter bestyrelsens pålæg, indtil generalforsamlingens afgørelse foreligger.

§6: Foreningens love er gældende for samtlige medlemmer.

§7: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i 1. kvartal.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning af bestyrelsen eller vedtagelse på generalforsamling, samt efter skriftlig begæring af mindst 15 medlemmer med angivelse af hvad der ønskes forhandlet på generalforsamlingen. Bestyrelsen skal efter modtagelsen af begæringen inden for 14 dage indkalde generalforsamlingen med mindst 14 dages varsel.

Enhver generalforsamling indkaldes med mindst 1 måneds varsel ved særlig meddelelse til medlemmerne enten pr. brev eller e-mail. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for generalforsamlingen, og intet må behandles på generalforsamlingen uden at være indført i indkaldelsen.
 
Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Modtagne forslag sendes umiddelbart herefter til medlemmer for orientering senest 7 dage før generalforsamlingen.
 
På generalforsamlingen har hver parcel én stemme som afgives ved personligt møde, eller ved at et andet medlem forsynes med en fuldmagt underskrevet af den, der stemmes for. Intet medlem kan dog stemme for mere end ét andet medlem ved fuldmagt.

Skriftlig afstemning skal finde sted såfremt mindst 10 medlemmer eller dirigenten forlanger dette.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør alle formelle spørgsmål samt sørger for, at der tages referat. Referatet underskrives af dirigenten og formanden og udsendes til alle medlemmer.
Beslutningerne tages ved simpelt stemmeflertal, heraf dog undtaget lovændringer til hvilket der kræves, at mindst 2/3 af medlemmerne er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for lovændringen.
Er det fornødne antal stemmer ikke opnået udgår sagen af dagsordenen og en ny generalforsamling indkaldes og på denne kan afgørelse træffes ved almindeligt stemmeflertal blandt fremmødte medlemmer.
 
§8: Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer, der tillige med 2 suppleanter samt 1 revisor og 1 revisorsuppleant vælges af den ordinære generalforsamling på følgende måde: I lige år vælges formand og 1 bestyrelsesmedlem samt 1 revisor og 1 bestyrelsessuppleant. I ulige år vælges næstformand, kasserer og 1 bestyrelsesmedlem samt 1 bestyrelses- og 1 revisorsuppleant. Alle valg er gældende for 2 år.

Ingen kan indvælges i bestyrelsen uden at være til stede på generalforsamlingen med mindre skriftligt tilsagn foreligger.

Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse og forpligter foreningen overfor tredje mand, når formand eller i dennes sted næstformanden og to andre bestyrelsesmedlemmer er enige herom. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden eller to andre bestyrelsesmedlemmer ønsker dette. Der tages referat af bestyrelses-møderne. Bestyrelsesmødet er beslutningsdygtigt, når formanden eller næst-formanden samt to bestyrelsesmedlemmer er til stede. Beslutningen tages ved almindelig stemmeflertal.
 
Der udbetales godtgørelse til formand og kasserer. Godtgørelsen udbetales for et kalenderår i december. Godtgørelsens størrelse vedtages på den ordinære general-forsamling. Ved skifte på generalforsamling udbetales hele indeværende års godtgørelse til nyvalgte. Ved skifte midt i perioden udbetales vederlag i forhold til funktionens varighed.

Bestyrelsen er forpligtiget til at udarbejde og vedligeholde en privatlivspolitik for grundejerforeningen. Privatlivspolitikken skal fremgå af grundejerforeningens hjemmeside.

§9: Findes kassereren at have gjort sig skyldig i misligholdelse af foreningens midler, kan pågældende til enhver tid afsættes af bestyrelsen. Kassereren fører alle foreningens regnskaber og modtager kvitteringer for alle ud- og indbetalinger og bogfører disse. Kassereren udbetaler alle fordringer på foreningen og udfærdiger det årlige regnskab. Kassereren er pligtig til at give bestyrelsen alle ønskede oplysninger vedrørende regnskabet. Alle foreningens bilag og lignende vedrørende foreningens regnskaber skal forefindes hos kassereren.

§10: Den af den ordinære generalforsamling valgte revisor reviderer foreningens regnskaber. Revisor er berettiget til uanmeldt at efterse foreningens regnskabsbøger og sammenholde disse med bilag og kasse. Findes alt i tilbørlig orden gives der attest herfor. Forefindes derimod misligheder underrettes formanden og den øvrige bestyrelse herom og disse må hurtigst muligt søge sagen opklaret og eventuelt forfulgt. Kassereren er forpligtet til at vejlede revisoren.
 
§11: Foreningens regnskab afsluttes pr. 31/12, hvorefter regnskabet overgives til revisor, som gennemgår dette og forsyner det med revisor-bemærkning.
Regnskabet udsendes til medlemmerne samtidigt med indkaldelse til den ordinære generalforsamling i januar kvartal.
Bilag godkendes af formand eller næstformand. Hævning af beløb i bank foretages af kasserer.
 
§12: Hvis en parcelejer holder husdyr, skal vedkommende ved at forsyne parcellen med forsvarligt hegn, drage omsorg for at disse ikke bliver til ulempe for andre parcelejere.

Parcellen må ikke benyttes til oplagsplads eller skæmmende støjende virksomhed af nogen art.

Afbrænding af affald må ikke finde sted jf. Tårnby Kommunes affaldsbekendtørelse. Pigtrådshegn må ikke opsættes mellem grundene eller mod facade.

Det er enhver parcelejers pligt at renholde sin vej og fortov. Sker dette ikke, skal bestyrelsen lade arbejdet udføre for parcelejerens regning. Beløbet vil blive opkrævet på linje med kontingent.

Grundejeren har pligt til at rydde sne og glatførebekæmpe veje og fortove ud for deres ejendom - og det gælder alle fortove rundt om ejendommen. Fortove og veje ud til midten skal være ryddet for sne og glatførebekæmpet mellem kl. 7 om morgenen og kl. 22 om aftenen. Bestemmelser om vintervedligeholdelse er anført på Tårnby kommunes hjemmeside.

§13. De enkelte medlemmer hæfter selv for udgifter ved skader, der er opstået på veje og fortove i forbindelse med nybygninger og ombygninger m.v.
Medlemmerne har pligt til at meddele bestyrelsen om nybygninger og større ombygninger, herunder taglægning på parcellen inden arbejdet påbegyndes.
 
Med henblik på imødegåelse af, at foreningen påføres udgifter ved skader, der er opstået i forbindelse med ombygninger m.v., afholder bestyrelsen et eftersyn af veje og fortove før arbejdets påbegyndelse og et eftersyn efter arbejdets afslutning. Resultatet af eftersynene meddeles medlemmerne skriftligt.

Ved undladelse af meddelelse om ombygninger m.v. kan bestyrelsen skønne, om evt. skader konstateret efter arbejdets udførelse er opstået i forbindelse med ombygningen m.v.

§14: Foreningen kan ikke ophæves med mindre foreningens veje alle er overtaget af det offentlige. Ved ophævelse af foreningen fordeles foreningens midler ligeligt mellem medlemmerne pr. husstand.

§15: Garager, huse eller skure der bygges på en for villabyen ulovlig eller beskæmmende måde bemyndiges bestyrelsen at søge fjernet eventuelt ved myndighedernes hjælp.

§16: Foreningens love er vedtaget på en ordinær generalforsamling den 28. oktober 1920 og senest ændret til den nugældende form på en ekstraordinær generalforsamling den 16. maj 2023.